Influenza er en virusinfektion, der rammer luftvejene. Alle mennesker kan få influenza, men særligt ældre over 65 år, gravide og personer med kroniske sygdomme er i højere risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Der tilbydes sædvanligvis gratis influenzavaccination til personer over 65 år og personer i særlige risikogrupper fra midten af oktober indtil 31. december hvert år. Dog plejer gravide i 2. og 3. trimester og personer med immundefekt og deres husstandskontakter at kunne blive vaccineret frem til 1. februar. Det er forventeligt, at dette også vil være gældende i den kommende sæson.

Sundhedsstyrelsens information og årets kampagne kan ses her

Du kan få tilbudt gratis influenzavaccination, hvis du:

  • Er fyldt 65 år
  • Er førtidspensionist
  • Er kronisk syg med følgende lidelser eller efter lægelig vurdering
    • Kroniske lungesygdomme
    • Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    • Diabetes type 1 eller 2
    • Medfødt eller erhvervet immundefekt
    • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Kronisk lever- og nyresvigt
    • Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Har andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Er svært overvægtige (vejledende BMI > 40) efter lægelig vurdering
  • Er gravid i 2. og 3. trimester

Husstandskontakter til personer med medfødt eller erhvervet immundefekt kan efter lægelig vurdering tilbydes vaccination. Ved husstandskontakter forstås medlemmer af husstanden som personer med lignende tæt kontakt.

Hvis du ikke er en del af ovenstående grupper, kan du kontakte klinikken for selvbetalt influenzavaccination.

Læs mere om influenzavaccination på Statens Serum Instituts hjemmeside